PR-Gruppen

Det nye Google Merchant Center – Intuitiv og tidsbesparende

Vi har længe været vant til Google Merchant Center, som forbinder vores produktdata med Google AdWords, og viser disse produkter på Google Shopping, YouTube og Displaynetværket. I denne uge introducerer Google en opdateret version af Google Merchant Center.

De funktioner vi altid har været vant til – de er der stadigvæk, dog er navigationen blevet strømlinet og designet er blevet opdateret og gjort responsivt. Derudover er der kommet et par nye funktioner, som er omdrejningspunktet for dette blogindlæg.

Merchant Center-programmer

Nu kan du opdage nye måder, hvorpå du kan anvende din data til at fremme og sælge dine produkter. Brug Merchant Center til at udforske og gøre brug af yderligere Merchant Center-programmer, som omfatter: Dynamisk Remarketing, Produktbedømmelser, Specialtilbud og Shopping-annoncer (som vi allerede kender). Herunder et kort overblik over, hvad de forskellige nye programmer tilbyder.

Dynamisk remarketing

Når du annoncerer for dine produkter med dynamisk remarketing på Displaynetværket (gælder kun detailhandel), kan du vælge at aktivere en status-rapportering for disse produkter i Merchant Center. Det gør det muligt at se en status for “Produktoversigt for Display”, der i alt sin enkelthed er en status over, om produktet kan vises i dynamisk remarketing eller ej.

Produktbedømmelser (ikke tilgængeligt i Danmark endnu)

Funktionen gør det muligt for de handlende, at se produktbedømmelser (1 til 5 stjerner) af de enkelte produkter i Google Shopping. Dette kan være med til at overbevise de handlende, om at trykke på netop din annonce. Det er en funktion jeg ser personligt meget frem til, da det virkeligt kan give et stærkt incitament for at foretage køb her og nu. Det er dog endnu uvist, hvornår dette bliver tilgængeligt i Danmark.

Specialtilbud (ikke tilgængeligt i Danmark endnu)

Specialtilbud giver dig mulighed for at vise dine onlinekampagner (f.eks. Spar 15% i hele september) i dine Google Shopping kampagner – helt uden ekstra beregning. Specialtilbud vises som et ekstra link i Shopping-annoncen. Det er dog endnu uvist, hvornår dette bliver tilgængeligt i Danmark.

Opdateringer af eksisterende funktioner: Feed regler, Diagnostik og Valutakonvertering
Feed regler

Google har lyttet til den feedback de har fået i den korte tid, hvor funktionen feed regler har eksisteret. Bl.a. har de ændret:

  • At man kan opdatere en regel for et produkt for én attribut (f.eks. titel), uden at reglen også fjerner den samme værdi for alle andre produkter – som den ellers har gjort hidtil (mega irriterende).
  • Man har nu mulighed for at kombinere data fra flere felter. F.eks. kan du automatisk inkludere værdien for attributternes størrelse eller farve i titlen.
  • Søg i en eksisterende attribut i dit feed for bestemte værdier til at udfylde en eller flere andre attributter. F.eks. kan du søge i beskrivelsen efter farver, til at udfylde værdier for “farve”-attributten.
Diagnostic

Før skulle man vente 12-24 timer før man kunne tjekke “Diagnostic” på det feed eller de ændringer i et feed man har uploadet. Det er ikke tilfældet længere, da det efter sigende skulle opdateres i noget nær “real time”.

Valutakonvertering

Godt nyt til de af jer, der sælger eller gerne vil sælge jeres produkter på tværs af landegrænser. Nu kan du f.eks. vise dine potentielle kunder i Tyskland dine produkter i Google Shopping i Euro i stedet for danske kroner. Det gør dine annoncer mere forståelige for brugere i andre lande, mens du fortsat kan bruge din eksisterende hjemmeside og landingssider – uden ændringer.

Kort sagt… du kan virkelig spare meget tid

Jeg ser personligt frem til at gøre brug af de nye værktøjer – specielt de nye tiltag i feed regler, som gør det nemt at skrive beskrivende titler (størrelser, farver osv.) og imødekomme mange af de nye krav til Shopping-feed – som du bl.a. kan læse mere om her: Google Shopping: Nye krav til produktfeeds

Det gør det samtidigt nemt at eksperimentere med nye titler til enkelte produkter, uden du skal ændre dem på hjemmesiden. Det vil jeg ved samme lejlighed anbefale dig at gøre, da jeg har opnået virkelig gode resultater, ved at eksperimentere med forskellige titler.